Dato(er) - 27/09/2022
19:00 - 21:30
Efterårets foredrag
Denne aften skal vi meget tættere på en af dansk kriminalhistories absolut mest dramatiske sager. Den tidligere kriminalinspektør Jørn Moss var en af lederne i politiets efterforskning mod den såkaldte Blekingegadebande. Bo Weymann var en af de forbrydere, efterforskningen stillede skarpt på.
I 1989 strammede Jørn Moos nettet omkring Bo Weymann, der var blevet politisk radikaliseret bl.a. gennem sit medlemskab af Kommunistisk Arbejdskreds. Moos fik Weymann anholdt, og siden blev han idømt en fængselsstraf på syv år.
Weymann var nemlig en af nøglepersonerne i Blekingegadebanden, der stod bag en lang række illegale aktiviteter som dokumentfalsk, overvågning, bil- og våbentyveri samt en række voldsomme bankrøverier.
Dengang lå det mildt sagt ikke i kortene, at de to, Moss og Weymann, årtier senere skulle finde sammen igen i indgående og ærlige samtaler om deres fælles, men meget forskellige historie. Men i forbindelse med dokumentarfilmen ”Blekingegadebanden”, som i høj grad var bundet op på Weymanns reflektioner over den proces, han var igennem og som radikaliserede ham og hans trosfæller. I filmen fortæller Weymann om, hvordan han overbeviste sig selv om, at det var i orden at planlægge og deltage i en række grove kriminelle handlinger som bank- og postrøverier. Bo Weymanns refleksioner resulterede herhjemme i en generel diskussion om, hvor langt man kan tillade sig at gå for at udleve sine politiske visioner, og om målet altid helliger midlet.
Denne aften har vi en sjælden mulighed for at komme helt tæt på Moss og Weymann og høre historien fra begge sider af den dramatiske sag.
Glæd jer til at få en unik indsigt i inderkredsen af Blekingegadebanden, de alvorlige forbrydelser og efterforskningen af den på det tidspunkt bedst organiserede kriminelle bande i Danmark.
Og glæd jer til at høre om, hvordan samtalerne mellem Jørn Moss og Bo Weymann om de største og alvorligste etiske og moralske problemstillinger i menneskelivet mundede ud i, at de to mænd i endte med at blive gode venner.
En aften om forbrydelse, straf, tilgivelse og forsoning.
Seneste kommentarer