Dato/klokkeslæt
Dato(er) - 02/11/2026 - 06/11/2026
Hele dagen


Børneteater om Noas Ark

Sted: Kirken
Dato: 2.-6. november 2026 (man-fre i uge 45)
Tid: 10 forestillinger fortrinsvis formiddage

Årets Børnefestival i Sdr. Nærå Valgmenighed med de bedste fortællinger fra Biblen løber som sædvanlig af stablen i vores røde kirke i begyndelsen af november måned og skal i år handle om Noas Ark. Vi glæder os usigeligt til igen at byde velkommen til en stor og jublende strøm af dagpleje-, vuggestue-, børnehave- og skolebørn, der kommer til at fylde kirkerummet til de mange teaterforestillinger, der løber af stablen i løbet af ugen.
Også i år får vi den bedste og sjoveste hjælp fra Musikteatret TRIOfabula , der vil opføre musik- og danseforestillingen Noas Ark der sagt i korthed fortæller historien om… ja, om hvad? Hør engang: En engel synger – men der er ingen, der lytter. De voksne har alt for travlt med at skændes. De er helt holdt op med at tale sammen, synge og lege. Så Gud bliver vred, og han beslutter at nu skal jorden vaskes fin og ren. Men der er én, der er sød! Det er Noah. Han synger og leger, kysser sin kone og krammer sine børn. Så Noah skal bygge et stort skib – en ark – og bo der med sin familie og alle dyrene i et helt år, indtil regnen stopper og arken atter kan se land.
Nu får duen en vigtig opgave – den skal finde en grøn kvist. Når Noah får kvisten, varer det ikke længe, før alle igen kan forlade arken, se op mod himlen og blive svimle af glæde over lyset og regnbuen. Derfor siger Noah også tak. Mange tak. Mange mange tak. Mange mange mange TAK!.