Dato/klokkeslæt
Dato(er) - 19/05/2026
19:00 - 20:00


Sted: Storstuen
Dato: 19. maj
Tid: 19.00

Først havde vi besøg af David Trads. Så kom Poul Erik Skammelsen, og nu fyrer vi den tredje raket af i række af foredrag om USA . Tirsdag den 19. maj får vi besøg af endnu en mand, der evner at formidle kompleks sammenhænge på en måde, så langt de fleste af os kan være med og bliver klogere. Og vel at mærke uden at slække på kravene om at komme ud i hjørnerne.

Han hedder Niels Bjerre-Poulsen, og han er lektor og studieleder på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet. Niels’ forbløffende evne til at se klart gør ham til en hyppig og skattet gæst hos vore landsdækkende tv-stationer, hvor han med sin kolossale viden om amerikansk politik og politiske strukturer gennem årtier igen og igen forsøger at finde hoved og hale i fx den rivende strøm af ord,  der kommer ud af munden på den amerikanske præsident Donald Trump.

Niels Bjerre-Poulsen er tilmed forfatter og medforfatter til en lang række bøger. I dag fokuserer han sin forskning på USAs politiske historie, amerikansk kultur, det amerikanske præsidentskab og USAs udenrigsforbindelser.

Men selv det mest fagligt  fordybede menneske skal holde fri ind imellem. Det gør Niels ved at spille trommer på den særlige, synkoperede måde, som amerikanerne bidrog til verdensmusikkulturen på: Jazztrommer med swingende ottendedele.
Og i sine ferier er han at finde på jazzkurser på fx landets højskoler med masser af talentfulde og ind imellem også langt yngre udøvere af denne kunstform.

Men denne aften er morskaben lagt på hylden, når Niels tager temperaturen på det amerikanske, politiske miljø. Det vil I ikke gå glip af.