Dato/klokkeslæt
Dato(er) - 08/01/2023
16:00 - 20:00


Sted: Kirken og Storstuen (til en let anretning)

Valgmenighedens fornemme flygel i kirken har for længst givet os et væld af fine oplevelser, når Mads fx slipper fantasien løs og fortolker videre på Oles prædikener med nogle minutters plads til at fordøje og tænke lidt over budskaberne.

Også i koncertsammenhæng har vores fine, tyske Tauber flygel vist, at det kan stå distancen og fylde vores smukke kirkerum med de fineste toner og deres tilhørende overtoner.

Men vi har aldrig rigtigt fået det indviet, som ethvert fantastisk instrument må kunne regne med. Altså sådan rigtigt!

Det sker nu. Til vores fødseldagsfest søndag den 8. januar har vi indbudt en af Europas fineste koncertpianister og akkompagnatører for snart sagt alverdens sangere og instrumentalister, Ulrich Stærk.

Hos os kommer han dog alene, den gode Ulrich Stærk, der siden sin debut i København i 1989 haft en omfattende karriere i Europa med koncerter i bl.a. Paris, Wien og London.

Han har samarbejdet med kunstnere som Yo-Yo Ma, Barbara Frittoli, Inga Nielsen og Rubinstein Kvartetten samt været solist med adskillige orkestre verden over i klaverkoncerter af Chopin, Mozart, Ravel, Bartók, Sjostakovitj, de Falla, Beethoven, Grieg, Gershwin og Czerny.

Ulrich Stærk har desuden optrådt ved en række festivaler i Helsinki, Glasgow, Arc-et-Senans og Paris. I øvrigt har han uropført en mængde dansk klavermusik, ikke mindst i udlandet. Stærk har som en af de få i verden indspillet musik af den amerikanske guldalderkomponist Louis Moreau Gottschalk og medvirket som akkompagnatør på talrige indspilninger.
Ved siden af sin travle koncertkarriere er Ulrich Stærk docent ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Efter koncerten, der falder i to afdelinger, går vi i Storstuen, hvor vi byder på en let anretning og et godt glas vin… og en god snak.

Tilmelding senest d. 2. januar

Tilmeldinger

Der er ikke flere pladser til dette arrangement.